”Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb” af Beth Juncker
http://www.ism.dk/Temaer/sociale-omraader/Boern-unge-og-familie/Dagtilbudsomraadet/Dagtilbud/Paedagogiske-laereplaner/Documents/Gakkede%20gangarter.pdf
Pædagogiske læreplaner i småbørnspædagogikken – Leg, læring og udvikling som centrale målsætninger. Kan det forenes? De kommende læreplaner skal også omfatte kulturelle udtryksformer og værdier. Ødelægger pædagogisk tilrettelagte aktiviteter børns egne måder at ”lære på”? Er det det læreplaner går ud på? At børns egen læring gennem leg ikke for så meget rum som de voksnes tilrettelagte aktiviteter med pædagogiske målsætninger? Eller kan de 2 perspektiver går hånd i hånd? --- det synes jeg da godt de kan! Ikke enten eller, men både og. Jeg synes det kommer an på hvordan læreplaner bliver omsat.
Kulturelle udtryksformer er ikke lige med børns kulturelle udtryksformer. Det omhandler ikke kun de klassiske kunstneriske udtryksformer, som man godt kan finde i småbørnspædagogikken (højtlæsning, sange, billedkunst, teater osv.) Spørgsmålet er: hvad er børns kultur? Børnekulturbegreber: kultur for børn, kultur med børn OG kultur af børn! De første 2 punkter er klart, men hvad er så det sidste punkt? Det betyder børn er i kulturen, skaber den aktiv og ikke kun skal indlæres kultur. Børns kultur omfatter alle udtryksformer de anvender i hverdagen for at give mening her og nu.
Børns kultur. Hermed menes de kulturelle udtryk, børn frembringer i deres egne netværker dvs. hvad man med en samlebetegnelse kunne kalde deres legekultur. Det omfatter mange forskellige genrer.
Børn er lige fra starten omgivet af erkendelsesmæssige muligheder som de aktive bruger. Børn er ikke en tom rygsæk der bare skal fyldes op af de voksne og heller ikke et stykke ler, der udefra bare skal formes til den har den rigtige form.
Børnekultur er ikke længere et socialisationsfelt, men et æstetisk felt. Det indebærer en sensitiv erkendelse gennem formgivning af følelser og sanser.
Æstetiske mønstre: vittighedsmønstre, fortællemønstre og legemønstre.
De nye medier er en vigtig kilde for børnene, fordi de her over tværs af aldersgrupperne kan give udtryksformerne videre uden voksen overvågning. Og hvor kan de udfoldes? På gaderne, i familierne, i institutionerne osv. Her kan man finde dem. Og det meningsfulde ved de æstetiske processer er formgivningen og det sociale samvær.
Børns kultur omhandler hvordan de kan tilegne sig de kulturelle udtryksformer, genrer osv. Børnekultur handler om de æstetiske udtryk, som er med til at inspirere og kvalificere børns egne kulturelle processer.
(Betingelser, forslag til arbejdet, hvordan skal den voksne være, hvad skal børn have ret til at møde osv. ---- se de sidste sider af teksten.)
Mittwoch, 7. April 2010
Dienstag, 6. April 2010
Forslag til arbejde med børns mundtlige legekultur
Forslag til arbejde med børns mundtlige legekultur i institutioner
af Regina, Mai-Britt, Christin og Malte
Vi kunne tænke os, at arbejde med børns mundtlige legekultur i en SFO, hvor målgruppen så er normal udviklede børn på 6-12 år.
(Vi tror, at det særlig er børn i den aldersgruppe, der benytter sig aktiv og selvstændig af vittigheder osv. og også har den sproglige formåen for at lege med ordene og forstår pointerne. I børnehaven synes vi ikke, at vi har hørt mange vitser af børnene. Her er det mere de voksne, som er aktiv. De lærer børnene rim og remser, læser historier, synger med børnene osv. Vi vil lægge vægt på, at børnene er de aktive.)
Vi kunne forestille os, at man samler op på børns egne vittigheder, gåder, gysehistorier og ordsprog.
Det kunne man lave via en bog, hvor pædagogen hjælper med at få skrevet det ned og børnene illustrerer det fortalte. Men vi kunne også forestille os, at man laver den opsamling med et videokamera, hvor børnene måske ikke kun fortæller dem ned, men måske også fremlægger dem via rollespil. Det kunne også kobles, at man først laver en bog og så sammen overvejer, om der er nogle vittigheder, som er særlig egnet til at fremlægge dem via rollespil og det kan man så bruge videokameraet til.
Hvis man kommer med den ide i en institution, at man samler op børnenes vittigheder eller historier, så er det sikkert spændende at høre deres forslag hvordan man kunne gøre det. Måske har de nogle helt andre ideer.
Vi synes de skal være medbestemmende hvordan det skal foregår og ikke kun aktive i det de fortæller dem. (Dagtilbudsloven, fremme børns medbestemmelse og medansvar.)
Det skal ikke være en forpligtende aktivitet, hvor alle skal være med, men snarer et tilbud, hvor dem der har lyst til det, kan vælge at deltage.
Motivationen eller drivkraften opstår på det individuelle plan ud fra lysten at beskæftige sig med emnet og være med i det projekt. En ydre motivationsfaktor kunne være, at børnene hver for sig for et færdigt produkt – det kan være bogen eller videoen. Den kan de vise derhjemme til forældrene, familien eller venner. Det kan vises frem og barnet kan være stolt af produktet. Det kan også være et dejligt minde om en god tid, som man senere kan kigge på igen og igen. Ved videoen kunne det være særlig sjov at se sig selv, prøve at filme selv osv.
af Regina, Mai-Britt, Christin og Malte
Vi kunne tænke os, at arbejde med børns mundtlige legekultur i en SFO, hvor målgruppen så er normal udviklede børn på 6-12 år.
(Vi tror, at det særlig er børn i den aldersgruppe, der benytter sig aktiv og selvstændig af vittigheder osv. og også har den sproglige formåen for at lege med ordene og forstår pointerne. I børnehaven synes vi ikke, at vi har hørt mange vitser af børnene. Her er det mere de voksne, som er aktiv. De lærer børnene rim og remser, læser historier, synger med børnene osv. Vi vil lægge vægt på, at børnene er de aktive.)
Vi kunne forestille os, at man samler op på børns egne vittigheder, gåder, gysehistorier og ordsprog.
Det kunne man lave via en bog, hvor pædagogen hjælper med at få skrevet det ned og børnene illustrerer det fortalte. Men vi kunne også forestille os, at man laver den opsamling med et videokamera, hvor børnene måske ikke kun fortæller dem ned, men måske også fremlægger dem via rollespil. Det kunne også kobles, at man først laver en bog og så sammen overvejer, om der er nogle vittigheder, som er særlig egnet til at fremlægge dem via rollespil og det kan man så bruge videokameraet til.
Hvis man kommer med den ide i en institution, at man samler op børnenes vittigheder eller historier, så er det sikkert spændende at høre deres forslag hvordan man kunne gøre det. Måske har de nogle helt andre ideer.
Vi synes de skal være medbestemmende hvordan det skal foregår og ikke kun aktive i det de fortæller dem. (Dagtilbudsloven, fremme børns medbestemmelse og medansvar.)
Det skal ikke være en forpligtende aktivitet, hvor alle skal være med, men snarer et tilbud, hvor dem der har lyst til det, kan vælge at deltage.
Motivationen eller drivkraften opstår på det individuelle plan ud fra lysten at beskæftige sig med emnet og være med i det projekt. En ydre motivationsfaktor kunne være, at børnene hver for sig for et færdigt produkt – det kan være bogen eller videoen. Den kan de vise derhjemme til forældrene, familien eller venner. Det kan vises frem og barnet kan være stolt af produktet. Det kan også være et dejligt minde om en god tid, som man senere kan kigge på igen og igen. Ved videoen kunne det være særlig sjov at se sig selv, prøve at filme selv osv.
Montag, 5. April 2010
Noter til "Børns mundtlige legekultur" af Povl Bjerregaard
Kap.9 DKK – et pædagogisk perspektiv af Mogens Sørensen
Mundtlige legekultur som fællesskaber der bygger på samvær hvor sprog og fortælling har central betydning. De er del af socialt og kulturelt liv, de forandres og bliver tilpasset situationerne. Legekulturen er organiseret og formidles i børns uformelle netværk (ofte uden voksne). Den tilegnes gennem deltagelse og udøvelse og kræver forskellige færdigheder. Familien har betydning for ”indlæring” af fx vittigheder fortalt af forældrene eller søskende.
Vertikal overlevering -> fra voksne til børn horisontal overlevering -> fra barn til barn
Men ikke kun familien eller andre børn kan være leverandør – også institutioner (som mødested/arena) uden for familien og medierne (fx som inspirationskilde) spiller en rolle.
Sprog som magtredskab, en hel masse anvendelsesmuligheder, som udspilles i det sociale rum. Det kræver færdigheder og forståelse af sproget, dets muligheder osv. for at kunne navigere sig igennem komplekse uforudsigelige situationer.
Børn begriber i fortællinger – det er derfor den grundlæggende mentale struktur og erkendelsesform for sig selv, verdenen osv.
Den mundtlige leg udtrykkes gennem manipulation af alle lingvistiske niveauer (fx lyd, betydning).
Gåder: spørgsmål-svar-formel (gætte sig til svaret ved at være skarpsindet) med kommunikations og interaktionsniveauer.
Gådevitsen: ligner de gamle gåder, men her er intet interaktionsniveau, fordi fortælleren med det samme kommer med pointen.
Gyserfortællinger: Det drejer sig om fortællinger hvor der sker noget uhyggeligt. Spændingen bliver bygget op gennem indholdet og fortælleren har redskaber til at etablere spændingen via pauser, stemmen osv. De fortællinger kan suppleres med en overraskende slutning, der bryder spændingen og sådan mere bliver til en parodi.
”Alle-børnene”-genren: klar opbygning af 3 sætninger, først beskrives en handling eller egenskab som er fælles for alle børn, så kommer undtagelsen med hovedpersonens navn og til sidst den rimede pointe. Overdrivelsen som virkemiddel.
Parodier: gøre grin med noget. Både personer og situationer og de kan rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genre som fx sange eller reklamer.
Rim og remser: har tilfælles den enkelte rytme og forskellige rim former som fx bogstaverim og enderim.
For den mundtlige legekultur er det vigtigt at der er tid og rum for at udfolde sig – også i institutioner. For pædagogen er det udfordring at støtte børns legekultur. Hvornår blande sig og hvornår bare vende ryggen til? Både lade børnene være for sig selv og alligevel være støttende, udfordrende og opfordrende.
Mundtlige legekultur som fællesskaber der bygger på samvær hvor sprog og fortælling har central betydning. De er del af socialt og kulturelt liv, de forandres og bliver tilpasset situationerne. Legekulturen er organiseret og formidles i børns uformelle netværk (ofte uden voksne). Den tilegnes gennem deltagelse og udøvelse og kræver forskellige færdigheder. Familien har betydning for ”indlæring” af fx vittigheder fortalt af forældrene eller søskende.
Vertikal overlevering -> fra voksne til børn horisontal overlevering -> fra barn til barn
Men ikke kun familien eller andre børn kan være leverandør – også institutioner (som mødested/arena) uden for familien og medierne (fx som inspirationskilde) spiller en rolle.
Sprog som magtredskab, en hel masse anvendelsesmuligheder, som udspilles i det sociale rum. Det kræver færdigheder og forståelse af sproget, dets muligheder osv. for at kunne navigere sig igennem komplekse uforudsigelige situationer.
Børn begriber i fortællinger – det er derfor den grundlæggende mentale struktur og erkendelsesform for sig selv, verdenen osv.
Den mundtlige leg udtrykkes gennem manipulation af alle lingvistiske niveauer (fx lyd, betydning).
Gåder: spørgsmål-svar-formel (gætte sig til svaret ved at være skarpsindet) med kommunikations og interaktionsniveauer.
Gådevitsen: ligner de gamle gåder, men her er intet interaktionsniveau, fordi fortælleren med det samme kommer med pointen.
Gyserfortællinger: Det drejer sig om fortællinger hvor der sker noget uhyggeligt. Spændingen bliver bygget op gennem indholdet og fortælleren har redskaber til at etablere spændingen via pauser, stemmen osv. De fortællinger kan suppleres med en overraskende slutning, der bryder spændingen og sådan mere bliver til en parodi.
”Alle-børnene”-genren: klar opbygning af 3 sætninger, først beskrives en handling eller egenskab som er fælles for alle børn, så kommer undtagelsen med hovedpersonens navn og til sidst den rimede pointe. Overdrivelsen som virkemiddel.
Parodier: gøre grin med noget. Både personer og situationer og de kan rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genre som fx sange eller reklamer.
Rim og remser: har tilfælles den enkelte rytme og forskellige rim former som fx bogstaverim og enderim.
For den mundtlige legekultur er det vigtigt at der er tid og rum for at udfolde sig – også i institutioner. For pædagogen er det udfordring at støtte børns legekultur. Hvornår blande sig og hvornår bare vende ryggen til? Både lade børnene være for sig selv og alligevel være støttende, udfordrende og opfordrende.
Abonnieren
Posts (Atom)
