Noter til "Børns mundtlige legekultur" af Povl Bjerregaard

Kap.9 DKK – et pædagogisk perspektiv af Mogens Sørensen

Mundtlige legekultur som fællesskaber der bygger på samvær hvor sprog og fortælling har central betydning. De er del af socialt og kulturelt liv, de forandres og bliver tilpasset situationerne. Legekulturen er organiseret og formidles i børns uformelle netværk (ofte uden voksne). Den tilegnes gennem deltagelse og udøvelse og kræver forskellige færdigheder. Familien har betydning for ”indlæring” af fx vittigheder fortalt af forældrene eller søskende.
Vertikal overlevering -> fra voksne til børn horisontal overlevering -> fra barn til barn
Men ikke kun familien eller andre børn kan være leverandør – også institutioner (som mødested/arena) uden for familien og medierne (fx som inspirationskilde) spiller en rolle.
Sprog som magtredskab, en hel masse anvendelsesmuligheder, som udspilles i det sociale rum. Det kræver færdigheder og forståelse af sproget, dets muligheder osv. for at kunne navigere sig igennem komplekse uforudsigelige situationer.
Børn begriber i fortællinger – det er derfor den grundlæggende mentale struktur og erkendelsesform for sig selv, verdenen osv.
Den mundtlige leg udtrykkes gennem manipulation af alle lingvistiske niveauer (fx lyd, betydning).
Gåder: spørgsmål-svar-formel (gætte sig til svaret ved at være skarpsindet) med kommunikations og interaktionsniveauer.
Gådevitsen: ligner de gamle gåder, men her er intet interaktionsniveau, fordi fortælleren med det samme kommer med pointen.
Gyserfortællinger: Det drejer sig om fortællinger hvor der sker noget uhyggeligt. Spændingen bliver bygget op gennem indholdet og fortælleren har redskaber til at etablere spændingen via pauser, stemmen osv. De fortællinger kan suppleres med en overraskende slutning, der bryder spændingen og sådan mere bliver til en parodi.
”Alle-børnene”-genren: klar opbygning af 3 sætninger, først beskrives en handling eller egenskab som er fælles for alle børn, så kommer undtagelsen med hovedpersonens navn og til sidst den rimede pointe. Overdrivelsen som virkemiddel.
Parodier: gøre grin med noget. Både personer og situationer og de kan rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genre som fx sange eller reklamer.
Rim og remser: har tilfælles den enkelte rytme og forskellige rim former som fx bogstaverim og enderim.
For den mundtlige legekultur er det vigtigt at der er tid og rum for at udfolde sig – også i institutioner. For pædagogen er det udfordring at støtte børns legekultur. Hvornår blande sig og hvornår bare vende ryggen til? Både lade børnene være for sig selv og alligevel være støttende, udfordrende og opfordrende.