DKK 1-3 menneskesyn

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra?     Jeg synes, at man møder det mekaniske menneskesyn mange steder. På det medicinske område, hvor man går til lægen, fordi man har det skidt. Lægens diagnose er bakteriel infektion og man for antibiotika for at gøre noget ved årsagen og dermed løses problemet. I hvilken sammenhæng man fik den bakterielle infektion, hvilke faktorer der var i spil er ikke af stor betydning bare man kan behandle årsagen. Eller på det (gamle) psykologiske område, hvor man også blot skulle finde årsagen for at kunne løse problemet. Hvad er med den meget urolige og forstyrrende dreng i klasseværelset? Han for i dag meget nemt stillet diagnosen ADHD og dermed er sagen fra bordet. At måske også lærens undervisningsmetode eller andre faktorer har indflydelse på drengens adfærd – det behøver man ikke undersøge nærmere – han har jo diagnosen ADHD. Måske skulle han hellere skifte skolen… Hvad med skolesystemet? Er det ikke lagt ud på, at det er lærerne, der planlægger og tilrettelægger undervisningen for at børnene kan udvikle sig? Og læreplanerne, der foregiver emnerne? Politikkerne, der angiver retningen for individets udvikling…er det ikke et mekanisk menneskesyn der ligger bag?   Når jeg tænker på det systemiske menneskesyn, så kommer jeg i tanke om den nyere psykologiske orientering, der lægger meget mere vægt på kommunikation og inddrager individets sociale fællesskab, familiestrukturer osv. ------ Hvor man fx arbejder med hele familien, inddrager alle medlemmer i deres egne, men også den store forandringsproces. Der er ikke længere tale om et isoleret problem, man lige finder en linear løsning til, men der er tale om mange forskellige faktorer, der tager indflydelse på individets udvikling. Hvis jeg forestiller mig en familie, der har store problemer med sit barn, så ville den mekanisk orienterede tænkning i mine øjne være, at man fokuserer på arbejdet med barnet, fordi barnet har og er problemet. Ville man derimod undersøge, hvad der fører til barnets adfærd og lægger fokus på arbejdet med hele familien (samarbejde hen imod, at alle kan leve sammen med hinanden under deres egen præmisser) så har det for mig systemisk karakter.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal?     Jeg tror det mest nærliggende er, at det altid er nemmere at søge ”fejlen” hos andre og ikke ved sig selv. Hvis der kun er fokus på individet, så kan fejlen kun ligge der. Hvis jeg derimod inddrager andre strukturer og mulige faktorer, så bliver jeg også nød til, at se kritisk på mine egne handlinger og måske bliver jeg så nød til at ændre noget der. Indsigten, at den egne lille handling måske kan være med til, at ændre det ”store og hele” kan være forskrækkende. Og systemisk tænkning og handling kræver mere åbenhed og ligestilling eller anerkendelse overfor andre, overfor nye ideer og muligheder og mere ærlighed overfor sig selv. Det er også mere tidskrævende at se på det store og overveje hvad der har indflydelse på den ene lille del, end at man bare søger fejlen hos individet.   Det kan i mange tilfælde også være nemmere og hurtigere, at man som pædagog forgiver løsningen/retningen for klienten, end at man samarbejder med klienten hen imod, at han selv finder sin egen løsning – der indebærer så nemlig også, at det måske ikke er det jeg i forvejen har tænkt mig som rigtig eller hvad jeg generelt synes ville være den bedste vej.

DKK 1-2 konteksten

1:2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.     Jeg elsker, at sidde udenfor et lille cafe i byen og iagttage mennesker der går forbi. Hvad taler de om og hvordan ser deres ansigtsudtryk ud mens de taler til anden – passer mimik til det de siger? Eller hvis jeg ikke kan iagttage det verbale sprog, hvad fortæller så kropssproget om folk der går forbi? Har de en kropsholdning, der udviser selvværd? Eller virker personen bedrøvet pga. kropsholdningen? Ser det ud til, at de er under stress, at de har et mål eller går de afslappet, ser sig omkring? ---- jeg har fundet ud af, at de fleste mennesker synes det er ubehageligt og mærkeligt, hvis man ser dem direkte i øjne.---- ---- og folk kan blive meget usikre, hvis man bare smiler venligt---- Direkte øjenkontakt og et venligt smil af en fremmed passer ikke ind i byens anonymitet.   Når jeg er ud for at handle er det meget irriterende, at mange folk går rundt og taler meget højt om private ting i deres mobil. Så hvis man står i køen i 5-6 minutter, så ved man hvor mange børn der er i familien, hvilke problemer de har i skolen, hvem der lige nu er syg med hvad, med hvem nabokvinden nu deler sin seng med osv. Der er som om folk glemmer, at de ikke er alene! Det samme fænomen kan man iagttage, når man iagttager andre folk i deres biler…de synger højt med (det gør jeg for resten også ;), piller eller næsten graver i næsen osv. De glemmer, at andre folk både kan høre og se dem ;)   Eller når man sidder ved lægen og er nød til at vente næsten en time. Nogle folk har slet ingen hæmninger og deler deres liv med alle andre der sidder i samme rum – om de vil eller ej! Så efter en time kender man både sygdommens forløb, familien, venner, problemer på arbejdet osv.   I familiære sammenhænge aner man for det meste, hvornår den anden har behov for at tale eller om den anden har brug for ro og ikke vil forstyrres. Mange ting skal slet ikke verbaliseres, fordi man kender hinanden så godt og man ved hvad der foregår i den anden. Eller der findes en form for rutine, der gør det unødvendig at tale om så enkle ting eller forløb.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?   Når jeg sidder i byen og iagttager andre mennesker er det spændende at iagttage dem, lave en lille analyse, komme med en tolkning – det er et slags spil. Her er konteksten ikke af betydning for mig – hvilken relation folk har til hinanden – jeg laver mine egne overvejelser. I andre situationer er for mange informationer fra mine medmennesker forstyrrende, særligt hvis jeg ikke har bedt om dem. Hjemme er mit interesse for konteksten og informationerne ærligt, fordi jeg holder meget af min samtalepartner.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

DKK 1-1 Fokus på kommunikation

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1]   Person X arbejder på et hjem for anbragte børn. Efter arbejdet virker han ofte som om han slet ikke er der endnu. Som om en hel masse ting beskæftiger ham endnu. Så spøger jeg ind til, hvordan dagen er gået og om der er sket noget særligt. Så begynder han at fortælle hvad der skete, hvad der gik skidt i dag eller særlig godt og jeg lytter meget opmærksomt, holder øjenkontakt og giver ham tid til at komme af med alle sine tanker. Ind imellem spørger jeg fx ”Og hvad tror du var årsag til at X reagerede på den måde?” eller ”Hvad gjorde det med dig, da X reagerede så voldsomt?”. På den måde kommer han rundt om hel masse ting, for dem sagt, kommer af med sine tanker og følelser, reflekterer over det skete og får drøftet det med sig selv og lidt med mig. Bagefter virker han lettet og afslappet og vi kan starte vores aktiviteter ud fra et godt udgangspunkt.

Reflekter over, hvad der sker her.     Person X kommer lige fra arbejde og er følelsesmæssigt og med sine tanker endnu på arbejde. Jeg kan fornemme på ham, at der er noget i vejen. Min tolkning er, at der sikkert er sket noget på arbejde, som han måske gerne vil komme af med. Dette behov kender jeg både fra mig selv eller fra andre. Der kan være ting man har behov for, at komme af med eller drøfte dem med andre. Bagefter er man måske bare lettet, har reflekteret over det skete eller bare fået dem ud af hovedet. Så jeg tilbyder ham en samtale og rammer hans behov. At min tolkning var rigtig hænger sikkert både sammen med, at jeg kender ham, sit liv og sin livssituation meget godt, vi har et tæt forhold til hinanden og jeg godt kender dette behov, hvis der er sket noget på arbejde man gerne vil komme af med. Min rolle er i den situation bevidst valgt med fokus på at være den mere lyttende part, komme med spørgsmål der giver anledning til refleksion og slet ikke situationsbedømmende. Vi for begge noget godt ud af det. Hans behov bliver opfyldt, vores forhold bliver tættere og vi kan med god stemning starte det planlagte.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes.     2 Personer jeg kender sidder sammen og snakker. Jeg kommer til og de afbryder deres samtale. Jeg synes situationen er ubehagelig og jeg formoder, at de enten ikke vil inddrage mig i deres samtale eller endnu værre, at de lige har talt dårligt om mig. Jeg spørger, hvad de lige har talt om, men jeg for kun utydelige svar, så jeg går med en dårlig følelse og er lidt sur, fordi jeg føler mig bekræftet i, at de talte dårlig om mig. (At de 2 kun talte om min fødselsdag – det fik jeg først senere at vide.)         Jeg møder en ny person, vi begynder en lille samtale og han rykker fysisk meget tæt på mig da han taler med mig. Denne nærhed er meget ubehageligt for mig, jeg indtager en lukket og defensiv kropsholdning og ser at jeg hurtigt kan afbryde samtalen for at ”flygte”.

Hvad skaber disse situationer?     Misforståelser og forkerte tolkninger af den anden part, overskridelse af den usynlige kropslige komfort zone eller også manglende kendskab til den anden.

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).