DKK 1-2 konteksten

1:2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.     Jeg elsker, at sidde udenfor et lille cafe i byen og iagttage mennesker der går forbi. Hvad taler de om og hvordan ser deres ansigtsudtryk ud mens de taler til anden – passer mimik til det de siger? Eller hvis jeg ikke kan iagttage det verbale sprog, hvad fortæller så kropssproget om folk der går forbi? Har de en kropsholdning, der udviser selvværd? Eller virker personen bedrøvet pga. kropsholdningen? Ser det ud til, at de er under stress, at de har et mål eller går de afslappet, ser sig omkring? ---- jeg har fundet ud af, at de fleste mennesker synes det er ubehageligt og mærkeligt, hvis man ser dem direkte i øjne.---- ---- og folk kan blive meget usikre, hvis man bare smiler venligt---- Direkte øjenkontakt og et venligt smil af en fremmed passer ikke ind i byens anonymitet.   Når jeg er ud for at handle er det meget irriterende, at mange folk går rundt og taler meget højt om private ting i deres mobil. Så hvis man står i køen i 5-6 minutter, så ved man hvor mange børn der er i familien, hvilke problemer de har i skolen, hvem der lige nu er syg med hvad, med hvem nabokvinden nu deler sin seng med osv. Der er som om folk glemmer, at de ikke er alene! Det samme fænomen kan man iagttage, når man iagttager andre folk i deres biler…de synger højt med (det gør jeg for resten også ;), piller eller næsten graver i næsen osv. De glemmer, at andre folk både kan høre og se dem ;)   Eller når man sidder ved lægen og er nød til at vente næsten en time. Nogle folk har slet ingen hæmninger og deler deres liv med alle andre der sidder i samme rum – om de vil eller ej! Så efter en time kender man både sygdommens forløb, familien, venner, problemer på arbejdet osv.   I familiære sammenhænge aner man for det meste, hvornår den anden har behov for at tale eller om den anden har brug for ro og ikke vil forstyrres. Mange ting skal slet ikke verbaliseres, fordi man kender hinanden så godt og man ved hvad der foregår i den anden. Eller der findes en form for rutine, der gør det unødvendig at tale om så enkle ting eller forløb.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?   Når jeg sidder i byen og iagttager andre mennesker er det spændende at iagttage dem, lave en lille analyse, komme med en tolkning – det er et slags spil. Her er konteksten ikke af betydning for mig – hvilken relation folk har til hinanden – jeg laver mine egne overvejelser. I andre situationer er for mange informationer fra mine medmennesker forstyrrende, særligt hvis jeg ikke har bedt om dem. Hjemme er mit interesse for konteksten og informationerne ærligt, fordi jeg holder meget af min samtalepartner.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).