1:2 Lyt til konteksten
|
Iagttag
og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på
cafeer, på arbejdet og i familien.
Jeg elsker, at sidde
udenfor et lille cafe i byen og iagttage mennesker der går forbi. Hvad taler
de om og hvordan ser deres ansigtsudtryk ud mens de taler til anden – passer
mimik til det de siger? Eller hvis jeg ikke kan iagttage det verbale sprog,
hvad fortæller så kropssproget om folk der går forbi? Har de en
kropsholdning, der udviser selvværd? Eller virker personen bedrøvet pga.
kropsholdningen? Ser det ud til, at de er under stress, at de har et mål
eller går de afslappet, ser sig omkring?
---- jeg har fundet ud
af, at de fleste mennesker synes det er ubehageligt og mærkeligt, hvis man
ser dem direkte i øjne.----
---- og folk kan blive
meget usikre, hvis man bare smiler venligt----
Direkte øjenkontakt og
et venligt smil af en fremmed passer ikke ind i byens anonymitet.
Når jeg er ud for at
handle er det meget irriterende, at mange folk går rundt og taler meget højt
om private ting i deres mobil. Så hvis man står i køen i 5-6 minutter, så ved
man hvor mange børn der er i familien, hvilke problemer de har i skolen, hvem
der lige nu er syg med hvad, med hvem nabokvinden nu deler sin seng med osv.
Der er som om folk glemmer, at de ikke er alene! Det samme fænomen kan man
iagttage, når man iagttager andre folk i deres biler…de synger højt med (det
gør jeg for resten også ;), piller eller næsten graver i næsen osv. De
glemmer, at andre folk både kan høre og se dem ;)
Eller når man sidder ved
lægen og er nød til at vente næsten en time. Nogle folk har slet ingen
hæmninger og deler deres liv med alle andre der sidder i samme rum – om de
vil eller ej! Så efter en time kender man både sygdommens forløb, familien,
venner, problemer på arbejdet osv.
I familiære sammenhænge
aner man for det meste, hvornår den anden har behov for at tale eller om den
anden har brug for ro og ikke vil forstyrres. Mange ting skal slet ikke
verbaliseres, fordi man kender hinanden så godt og man ved hvad der foregår i
den anden. Eller der findes en form for rutine, der gør det unødvendig at
tale om så enkle ting eller forløb.
|
Læg
mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1]
og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?
Når jeg sidder i byen og
iagttager andre mennesker er det spændende at iagttage dem, lave en lille
analyse, komme med en tolkning – det er et slags spil. Her er konteksten ikke
af betydning for mig – hvilken relation folk har til hinanden – jeg laver
mine egne overvejelser.
I andre situationer er
for mange informationer fra mine medmennesker forstyrrende, særligt hvis jeg
ikke har bedt om dem.
Hjemme er mit interesse
for konteksten og informationerne ærligt, fordi jeg holder meget af min
samtalepartner.
|
[1] En
sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man
kalder brølere (Birkeland, 2004).
ja- venteværelser, det er vist noget af det værste. Jeg går udfra at folk bliver så snaksalige fordi de allesammen har samme udgangspunkt = sygdom og samme mål/hensigt = komme ind til lægen. kontekst, udgangspunkt og mål ligner hinanden hos alle i den situation. Jeg kommer til at tænke på teorier om gruppedannelse,...
AntwortenLöschen