DKK 1-3 menneskesyn

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra?     Jeg synes, at man møder det mekaniske menneskesyn mange steder. På det medicinske område, hvor man går til lægen, fordi man har det skidt. Lægens diagnose er bakteriel infektion og man for antibiotika for at gøre noget ved årsagen og dermed løses problemet. I hvilken sammenhæng man fik den bakterielle infektion, hvilke faktorer der var i spil er ikke af stor betydning bare man kan behandle årsagen. Eller på det (gamle) psykologiske område, hvor man også blot skulle finde årsagen for at kunne løse problemet. Hvad er med den meget urolige og forstyrrende dreng i klasseværelset? Han for i dag meget nemt stillet diagnosen ADHD og dermed er sagen fra bordet. At måske også lærens undervisningsmetode eller andre faktorer har indflydelse på drengens adfærd – det behøver man ikke undersøge nærmere – han har jo diagnosen ADHD. Måske skulle han hellere skifte skolen… Hvad med skolesystemet? Er det ikke lagt ud på, at det er lærerne, der planlægger og tilrettelægger undervisningen for at børnene kan udvikle sig? Og læreplanerne, der foregiver emnerne? Politikkerne, der angiver retningen for individets udvikling…er det ikke et mekanisk menneskesyn der ligger bag?   Når jeg tænker på det systemiske menneskesyn, så kommer jeg i tanke om den nyere psykologiske orientering, der lægger meget mere vægt på kommunikation og inddrager individets sociale fællesskab, familiestrukturer osv. ------ Hvor man fx arbejder med hele familien, inddrager alle medlemmer i deres egne, men også den store forandringsproces. Der er ikke længere tale om et isoleret problem, man lige finder en linear løsning til, men der er tale om mange forskellige faktorer, der tager indflydelse på individets udvikling. Hvis jeg forestiller mig en familie, der har store problemer med sit barn, så ville den mekanisk orienterede tænkning i mine øjne være, at man fokuserer på arbejdet med barnet, fordi barnet har og er problemet. Ville man derimod undersøge, hvad der fører til barnets adfærd og lægger fokus på arbejdet med hele familien (samarbejde hen imod, at alle kan leve sammen med hinanden under deres egen præmisser) så har det for mig systemisk karakter.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal?     Jeg tror det mest nærliggende er, at det altid er nemmere at søge ”fejlen” hos andre og ikke ved sig selv. Hvis der kun er fokus på individet, så kan fejlen kun ligge der. Hvis jeg derimod inddrager andre strukturer og mulige faktorer, så bliver jeg også nød til, at se kritisk på mine egne handlinger og måske bliver jeg så nød til at ændre noget der. Indsigten, at den egne lille handling måske kan være med til, at ændre det ”store og hele” kan være forskrækkende. Og systemisk tænkning og handling kræver mere åbenhed og ligestilling eller anerkendelse overfor andre, overfor nye ideer og muligheder og mere ærlighed overfor sig selv. Det er også mere tidskrævende at se på det store og overveje hvad der har indflydelse på den ene lille del, end at man bare søger fejlen hos individet.   Det kan i mange tilfælde også være nemmere og hurtigere, at man som pædagog forgiver løsningen/retningen for klienten, end at man samarbejder med klienten hen imod, at han selv finder sin egen løsning – der indebærer så nemlig også, at det måske ikke er det jeg i forvejen har tænkt mig som rigtig eller hvad jeg generelt synes ville være den bedste vej.